MUSIK PRIVATUNDERVISNING BANDS BIOGRAFI PORTRÆT
PRINT KONTAKT PRESSE
ENGLISH
Erfaren underviser

Jeg er ansat på musikkonservatoriet i København, hvor jeg er studielektor efter at have undervist her i 20 år.

Jeg underviser i ensembleledelse, sammenspil og guitar på flere niveauer, både sådan noget begynderguitar og tilvalgsfagsguitar og rytmisk guitar og klassisk komposition.

Jeg underviser klassiske guitarister i brugsguitar, hvilket vil sige becifringsorienteret, improvisationsorienteret guitar. 

Du har en lang karriere bag dig som underviser?

Jeg startede danmarks første musikdaghøjskole. Vi startede faktisk i en lille lejlighed på Vesterbro i København. Men det har udviklet sig, og der er kommet mange musikdaghøjskoler.

Mens jeg var der på daghøjskolen, blev jeg så også ansat på musikkonservatoriet som assistent for Karsten Simonsen som underviste i sammenspil.

På det tidspunkt havde jeg en høj stjerne som sammenspilslærer, fordi jeg havde undervist på en masse kurser bl.a. Roskilde Stævnet og Brandbjerg og Vallekilde.

Jeg var færdig på konservatoriet i 1982 og jeg har undervist dér siden. Jeg har lavet en masse forskellige ting efter 1982. Bl.a. en masse videreuddannelse for musiklærere og undervist meget i improvisation.

Hvordan underviser du i sammenspil?

Jeg har undervist meget i improviseret sammenspil med basis i Keith Johnstone, som er ham, der har arbejdet meget med de der teatersportsteknikker. Så har jeg taget udgangspunkt i det.

Jeg bruger den dels i sammenspilsundervisningen, og dels i ensembleledelsesundervisning, og så bruger jeg det, når der kommer nogle folk, som kommer og skal have en hurtig demonstration.

Det er godt til, når man har en hel masse folk, som ikke kender hinanden, og man ved ikke om de kan spille. Så kan man lave noget improviseret sammenspil, eller man giver dem nogle små motiver eller skalaer, og så sætter man dem i gang. Så har man nogle håndtegn, som hedder: spil ostinat eller spil lange toner, opadgående bevægelse eller spil frit!

Jeg har undervist meget i Norge og Sverige på et tidspunkt, fordi jeg underviste på Vallekilde Stævnet i 11 år. Vallekilde Stævnet er et stævne for musiklærere, og der kommer nogle gange nordmænd eller svenskere, og så fik jeg job med at tage til Norge og lave kurser der.

Og der har jeg lavet mange kurser i Telemark og i Bergen. Jeg har specialiseret mig i blues-sammenspil, jeg har også skrevet en bog. Og i al den tid har jeg spillet sigøjnermusik og blues og jazz.

Hvem er du så? Er du musiker eller musiklærer?

Jeg er heldigvis begge dele. På et tidspunkt holdt jeg op med at være musiklærer, inspireret af en af mine veninder, som spiller violin, og som er klassisk uddannet og som på et tidspunkt sagde: ”næste sæson vil jeg slet ikke have noget undervisning, nu vil jeg spille”.

Men jeg synes, jeg skal have begge dele, men jeg er glad for, at jeg på et tidspunkt skruede ned for undervisningen. For jeg kunne få ligeså meget, jeg ville, af undervisning.

Nu spiller jeg en masse musik og spiller en masse jobs. Mange af dem er bare til folks private fester eller på værtshuse eller små spillesteder.