www.finnpoulsen.com



PORTRÆT

 



Om at være musiklærer

Hvordan vil du definere begrebet en musiklærer?

En musiklærer er en, der underviser i musik og som formidler sin egen musikforståelse til andre folk med respekt for deres musikforståelse.

Det er et eller andet møde mellem nogle musikforståelser, hvor det ene har mere rutine eller færdigheder, og den anden søger at få nogle flere. 

Hvad er så den primære rolle eller funktion for læreren?

Det, synes jeg, er at hjælpe den studerende med at finde frem til sin egen musikalitet, at fjerne de hindringer, der ligger i vejen, om de er tekniske eller intellektuelle, forståelsesmæssige, motoriske, psykiske, altså om det er et spørgsmål om at finde ind til nogle sider af sig selv, som man måske ikke i forvejen er i kontakt med.

Meget tit er det også at have en social funktion, fordi at man tit underviser i grupper, og fordi musik næsten altid handler om relationer mellem mennesker.

Der er meget lidt musik, som er rent solistisk orienteret, og selv hvis det er, så bevæger det sig jo i forhold til et publikum. Så musiklærerens rolle er også social.

Du skaber mulighederne for, at der kan ske noget i rummet?

Ja, præcis. Det er musiklærerens opgave at skabe en situation, hvor musik er mulig. Forstået på den måde, at det ikke nødvendigvis er musiklærerens opgave at tilvejebringe musikken, men at skabe et rum, hvor den kan opstå.

Og det vil i virkeligheden sige at fjerne obstruktioner. Fjerne de ting, der er i vejen for det. Det kan være forskellige blokeringer og mangel på viden og færdigheder.

Hvordan har din opfattelse af lærerrollen udviklet sig igennem tiden?

Min opfattelse af lærerrollen er blevet mere fleksibel. Jeg tror, jeg startede med en eller anden lidt religiøs vægt på spontanitet, improvisation, kreativitet.

Jeg ville lave en masse musik, som hovedsageligt kom fra de studerende selv. Jeg synes det var vigtigt og underprioriteret.

Der er meget musik både inden for det klassiske og det rytmiske, som er for monoton og er reproduktion og ligesom ser bort fra, at ligesom vi selv kan forme en sætning når vi har lært nogle ord så kan vi også lave en melodi når vi har lært en skala.

Vi behøver ikke læse den på noder. Og sproganalogi har jeg hele tiden holdt fast i. Jeg mener, at det at udtrykke sig musikalsk, det er også en del af ens sprog.

Den opfattelse havde jeg meget i starten, og det har jeg fået mindre efterhånden. Eller, det er blevet suppleret med en erkendelse af, hvor vigtigt det er at have fundamentet i orden. 

Både musikteoretisk og teknisk på sit instrument og motorisk rytmisk i forhold til grundfæstet rytmefornemmelse.

Jeg har været heldig at arbejde sammen med mange forskellige musikpædagoger, blandt andet "Krølle", Birger Sülsbrück, som er meget forankret i at give folk en fuldstændig præcis forståelse af rytmik. Han kan sige til dem: ”spil 1/16 efter 3 og” eller sådan noget. Så ved de, hvad de gør.

Jeg har også arbejdet sammen med nogle som er meget kreative og kropsligt orienteret.

Jeg tror altid, man vil reproducere sin egen læreproces overfor sine studerende og derfor skal man være klar over, både hvad den er,  hvad den består af og hvor den har sine begrænsninger.

Ens egen læreproces er ikke altid relevant for alle. Når jeg underviser AM-studerende i ensembleledelse giver jeg dem derfor meget frie hænder til at gøre hvad de vil. Jeg vil se, hvad de vil, før jeg fortæller dem, hvad de skal.

Hvordan forholder du dig til din rolle som autoritet? 

Jeg synes efterhånden, at folks musikalske forudsætninger er ligeså forskellige, som alle deres andre forudsætninger. Og jeg synes, det er skønt at se dem folde sig ud. Jeg har også nogle elever, som hele tiden starter med at spørge, hvad er det rigtige.

Og så ved jeg godt, at man i vore dage ikke må sige: ”hvad synes du selv?”, for så ryger hele ens kredit som lærer. Men sådan er det jo.

Hvis du skal være musiklærer, så er du nødt til selv at tage stilling til, hvordan du synes, musikken skal være. Hvordan forholder den sig til det billede, du har af den selv. Så jeg prøver at balancere. De får nogle værktøjer med.

Om portrættet
Portrættet er et uddrag fra et længere interview med Finn Poulsen i forbindelse med ansættelsen som lektor på Musikkonservatoriet i København.

Se portrættet i en printvenlig udgave: PORTRÆT

 

 

Min musikalske opvækst

Min baggrund musikalsk er, at min far spillede en masse klassisk musik, og fordi jeg var i modsætningsforhold til ham, var jeg også i et modsætningsforhold til musikken. Derfor beskæftigede jeg mig stort set ikke med musik.

Som barn og ung mødte jeg stort set kun klassisk musik i hjemmet. Jeg beskæftigede mig ikke selv med musik, før jeg blev 14-15 år, hvor jeg begyndte at spille lidt på klaver for sjov.

Så fik jeg nodeundervisning, det gik ikke, det kunne jeg ikke. Så det blev meget improvisationsbaseret og hjemmelavet.

Så senere begyndte jeg at spille guitar, omkring samtidig med at jeg kom i gymnasiet, og så blev jeg lidt optaget af det og af rockmusik i det hele taget.

Det var sådan bogstavelig talt i ’68 og 70’erne, og så blev jeg meget interesseret i det. Så rejste jeg ud og endte faktisk med at blive ’busker’, sådan en som spiller på gaden

Jeg rejste rundt to somre i træk i Europa og levede af at spille på gaden.

Hvad er en busker?

”Busker”. ”To busk”.  ”A busker is busking in the street”. “There is no busking allowed here” og man kan være til busker-festival, hvad jeg også har været.

Nå, men jeg spillede på gaden for penge og oplevede en masse ved det og oplevede en stor energi i mig selv, i musik og så oplevede jeg det som en kontaktmåde mellem en masse mennesker.

Og selv da jeg holdt op med at buske, så gør jeg det sådan set stadigvæk. Jeg spiller i togene, og jeg spiller på gaden, og jeg spiller meget hjemme i mit lokalmiljø. Jeg bruger det hele tiden.

Jeg sidder som regel, eller ikke så meget nu, men før i tiden sad jeg altid og spillede guitar i togene. Det har været et kontaktmiddel for mig.

Altid spillede jeg uden noder. Så rejste jeg til USA og mødte en masse forskellige folk, og fik meget inspiration til at spille.

Blev klar over, at både selvom jeg var nybegynder… jeg begyndte faktisk først at spille guitar, da jeg var 18 cirka, så kunne jeg noget. Jeg havde noget potentiale.

Og så fandt jeg også ud af, at der var en hel masse måder at lære det på. Jeg blev meget optaget af, at man kunne købe en bog, og så kunne man læse den, og så kunne man lære noget.

Jeg kunne ikke læse noder, men jeg stavede mig igennem det. Da jeg kom hjem, fandt jeg ud af, at jeg ville være et eller andet med musik, og så søgte jeg optagelse på konservatoriet, selvom jeg faktisk ikke kunne læse noder.

Da jeg søgte optagelse, var jeg 23 og havde ikke spillet ret længe.

Så tog jeg et meget intensivt forløb på fire måneders tid, hvor jeg faktisk lærte musikteori, nodelæsning og bladsang. Meget hurtigt, men selvfølgelig også noget overfladisk.

Jeg øvede et program op på klaver og guitar og fløjte  -blikfløjte, som jeg spillede dengang. 

 

 

Musikkonservatoriet

Jeg gik op til optagelsesprøven på musikkonservatoriet og var heldig med min prima vista opgave, som ellers ville have skudt mig ned, for det var faktisk noget, som jeg i hvert fald havde snuset til før. Og så kom jeg faktisk ind.

Og jeg kom ind med et kæmpe underskud af viden og erfaring omkring nodelæsning, men så samtidig kastede jeg mig ud i at undervise.

Jeg var med til at starte den rytmiske aftenskole og så underviste jeg der i sammenspil.

På et tidspunkt havde jeg syv sammenspilshold om ugen, og en masse guitarundervisning, og så begyndte jeg at spille mundharpe, fordi jeg fik seneskedehindebetændelse, jeg kunne ikke spille guitar mere, fordi jeg havde øvet mig for meget.

Jeg havde hørt en plade med John McLaughlin, det skulle jeg aldrig have gjort.

 

 

Solist og studiemusiker

Så begyndte jeg at spille mundharpe, og så, det lyder som pral, men da jeg havde spillet mundharpe i et år, så sad jeg i trompetsektionen i Konservatoriets Big Band og spillede trompetstemmer på mundharpe og var solist i Tivolis Koncertsal under Thad Jones’ Big Band.

Jeg begyndte at være studiemusiker på mundharpe, det gik hurtigt med det, og det er jeg stadigvæk.

Jeg underviste på en masse kurser, ved Vallekilde stævner osv. selvom jeg egentlig ikke havde så meget erfaring. Men det gjorde jeg.

Og så lærte jeg det, efterhånden som jeg gjorde det.

Jeg lærte også at skrive arrangementer og skrev en masse.

Så på et tidspunkt blev jeg træt af at have alle de sammenspilshold, og så startede jeg det, der hedder en musikdaghøjskole.

 

 

Erfaren underviser

Jeg er ansat på musikkonservatoriet i København, hvor jeg er studielektor efter at have undervist her i 20 år.

Jeg underviser i ensembleledelse, sammenspil og guitar på flere niveauer, både sådan noget begynderguitar og tilvalgsfagsguitar og rytmisk guitar og klassisk komposition.

Jeg underviser klassiske guitarister i brugsguitar, hvilket vil sige becifringsorienteret, improvisationsorienteret guitar. 

Du har en lang karriere bag dig som underviser?

Jeg startede danmarks første musikdaghøjskole. Vi startede faktisk i en lille lejlighed på Vesterbro i København. Men det har udviklet sig, og der er kommet mange musikdaghøjskoler.

Mens jeg var der på daghøjskolen, blev jeg så også ansat på musikkonservatoriet som assistent for Karsten Simonsen som underviste i sammenspil.

På det tidspunkt havde jeg en høj stjerne som sammenspilslærer, fordi jeg havde undervist på en masse kurser bl.a. Roskilde Stævnet og Brandbjerg og Vallekilde.

Jeg var færdig på konservatoriet i 1982 og jeg har undervist dér siden. Jeg har lavet en masse forskellige ting efter 1982. Bl.a. en masse videreuddannelse for musiklærere og undervist meget i improvisation.

Hvordan underviser du i sammenspil?

Jeg har undervist meget i improviseret sammenspil med basis i Keith Johnstone, som er ham, der har arbejdet meget med de der teatersportsteknikker. Så har jeg taget udgangspunkt i det.

Jeg bruger den dels i sammenspilsundervisningen, og dels i ensembleledelsesundervisning, og så bruger jeg det, når der kommer nogle folk, som kommer og skal have en hurtig demonstration.

Det er godt til, når man har en hel masse folk, som ikke kender hinanden, og man ved ikke om de kan spille. Så kan man lave noget improviseret sammenspil, eller man giver dem nogle små motiver eller skalaer, og så sætter man dem i gang. Så har man nogle håndtegn, som hedder: spil ostinat eller spil lange toner, opadgående bevægelse eller spil frit!

Jeg har undervist meget i Norge og Sverige på et tidspunkt, fordi jeg underviste på Vallekilde Stævnet i 11 år. Vallekilde Stævnet er et stævne for musiklærere, og der kommer nogle gange nordmænd eller svenskere, og så fik jeg job med at tage til Norge og lave kurser der.

Og der har jeg lavet mange kurser i Telemark og i Bergen. Jeg har specialiseret mig i blues-sammenspil, jeg har også skrevet en bog. Og i al den tid har jeg spillet sigøjnermusik og blues og jazz.

Hvem er du så? Er du musiker eller musiklærer?

Jeg er heldigvis begge dele. På et tidspunkt holdt jeg op med at være musiklærer, inspireret af en af mine veninder, som spiller violin, og som er klassisk uddannet og som på et tidspunkt sagde: ”næste sæson vil jeg slet ikke have noget undervisning, nu vil jeg spille”.

Men jeg synes, jeg skal have begge dele, men jeg er glad for, at jeg på et tidspunkt skruede ned for undervisningen. For jeg kunne få ligeså meget, jeg ville, af undervisning.

Nu spiller jeg en masse musik og spiller en masse jobs. Mange af dem er bare til folks private fester eller på værtshuse eller små spillesteder.

 

 

Sigøjnermusik

Hvad er sigøjnermusik?

Det er balkanmusik. Ungarsk sigøjnermusik, tyrkisk musik og sådan noget.

Jeg spiller med et band som hedder ”Gypsy Jam”. Vi blander stilarterne og har igennem tiden spillet mange skolekoncerter. Mere end 200 skolekoncerter har vi spillet.

Jeg har lavet mine egne grupper, hvor vi har spillet min egen musik.

Og så har jeg arbejdet som studiemusiker på guitar og mundharpe.

Jeg har jeg skrevet en masse sange, som også er blevet brugt til forskellige ting. Og børnesange.

Så har jeg arbejdet sammen med en gruppe, der hedder ”Obo Boom”. Det er en gruppe på 35 oboer fra hele Danmark. I kid you not! Det er ikke tilfældigt, at det første nummer, jeg skrev for dem hed ”Hønsegården”. Der lavede jeg en fusion af improvisation og komposition.

 

 

Konservatorieuddannelsen

Jeg er selv uddannet på konservatoriet som AM’er. Det vil sige at jeg havde Ejnar Kampp og Asta Land Olesen og Frans Rasmussen og alle mulige andre forskellige folk. De havde hver deres indfaldsvinkel til det.

Jeg var selv forvirret og frustreret, da startede på konservatoriet. Der var så mange forskellige indfaldsvinkler, og nogle af dem, de sagde mig ikke noget. Men sådan er det jo, der er jo ting, som ikke siger én noget. Der nogle mennesker, der ikke siger én noget. Og der er noget musik, der ikke siger én noget.

Man må tage, hvad man har brug for. Det bestemmer man selv. Et eller andet sted ved man intuitivt, hvad man har brug for i sin udvikling. Og det søger man efter.